SBN-KOPPEN

DESIGNPROCESSEN

Min signaturkop, det jeg kalder for SBN-koppen, kommer fra en kop, jeg lavede på aftenskolen. Jeg har lavet utallige kopper på aftenskolen, og de kommer i mange størrelser, designs og farver. Da jeg startede med at dreje, brugte jeg nogle ret store klumper ler. Det gjorde, at kopperne omvendt også blev ret store. 🙂

Da jeg startede med at dreje kopper, var der ingen opskrift eller ægte færdigt resultat, jeg gik efter. Det var mest noget med, at jeg syntes, at det var sjovt, hvis man kunne se, at kopperne var sådan nogenlunde i familie. De første jeg lavede lignede på mange måder også mere olivenskåle end kopper – som eksempelvis den på billedet til højre. Men jeg har holdt rimelig hårdnakket fast i, at man godt kan drikke kaffe af dem.

En af de sidste aftener på aftenskolen i min anden omgang tænkte jeg, at det måske var spændende med en kop, der var lidt mere stram i formen. Måske en form der var tæt på en cylinder. Jeg lavede en masse klumper klar på ca. 300 g. og drejede på gipsplader en masse bud . En af disse blev en kop på ca. 8 cm. i højden og 7 cm. i bredden. Den var let konisk og havde en flot tynd skærv. Det talte til mig på en måde, ingen af de andre gjorde. Så da jeg på et tidspunkt tænkte, at jeg skulle have en signaturkop, så blev det denne kop, jeg forsøgte at kopiere igen og igen.

DET ENDELIGE DESIGN

I dag er koppen sat på formel og drejes en smule anderledes end den allerførste. Det eneste der ikke drejes på mål, er bundens størrelse og den skrå kant, der definerer, hvortil glasuren skal gå. Disse har jeg ikke lavet retningslinjer eller værktøjer til at sikre bliver ens hver gang. Det betyder også, at nogle kopper er lettere at stable end andre. Det ser jeg som en del af charmen. 😉

Højden og bredden

Jeg går efter, at mine kopper skal drejes, så de bliver 9,5 cm. høje og 8,5 cm. brede. Her er alt inden for 2 mm. acceptabelt, hvilket gør, at der er en smule forskel.

Vægt

I vådt ler: ca. 380 g. – den færdige kop vejer nærmere 230 g.

Den skrå kant i bunden

Kopperne har en ca. 45 graders kant ind i bunden. Dels synes jeg, at det er med til at “løfte” koppen fra bordet og giver en pæn skygge. Videre så giver den en god kant til glasuren. Så er man ikke i tvivl om, at glasuren skal stoppe lige der. Dette gør også, at man får et kig til det rå ler, og det synes jeg er fedt.

Bunden

Jeg laver fladbundede kopper og har meget bevidst valgt, at der ikke skal være fodring på denne model. Jeg synes for det første, at det ser flot ud. Videre er der rent produktionsmæssigt en ret stor fordel i det, da det går en del hurtigere i afdrejningsfasen

FREMGANGSMÅDE

Hvis du selv har lyst til at prøve kræfter med at dreje en SBN-kop, så har jeg forsøgt at udfærdige en lille “opskrift”, du her kan bruge. God fornøjelse.

Jeg drejer kopperne direkte på pladen. Når en kop er færdig og har de rigtige mål, så bruger jeg lerskæreren (et stykke ståltråd imellem to små håndtag) til at skære den af drejeskiven. Her forsvinder ca. 1 mm. af bunden. Så skal den forsigtigt løftes op på en plade, jeg har klar. Dette løft gør som oftest, at koppen bliver meget oval indtil, man sætter den ned. Når koppen er på sin tørreplade, skubber jeg med to fingre i bunden af koppen sådan, at det ovale forsvinder. Det hele er med lidt dårligt lys og sker på øjemål, hvorfor der altså er nogle kopper, der ender en smule mere ovale end andre. At have en god lidt tyk bund kan hjælpe med at modvirke den ovale effekt. Derfor kan jeg godt lide at have lidt ekstra ler. Hvis jeg havde drejet kopperne på en gipsplade, ville jeg nok kun bruge 320-340 g. ler, da man ville undgå at skulle lave løftet og skære koppen af i bunden.

Klargørring

Først finder jeg den type ler, jeg skal bruge. Jeg har endnu ikke funder “min” ler, det er en ny og spændende proces, som lige er startet. Jeg tager omkring 2.3 kg. ler, så ved jeg, at jeg kan måle ud til at lave 6 kopper, og det er et godt antal at lave, når man er træt af mails efter arbejde, men heller ikke skal hænge fast hele aftenen. Jeg ælter mit ler ca. 50 gange og bruger det jeg tror, man kalder Anders And-teknikken? Når leren er æltet vejer jeg de 6 klumper af, som så efterfølgende kaldes for en kløs. Jeg lægger en på drejeskiven og lægger 5 under en opvredet karklud.

Hvis jeg har almindeligt tøj på, så plejer jeg at skifte til shorts, ellers tager jeg den i boksershorts – der er jo ikke andre end mig.

 

Drejeprocessen

Jeg starter med at centrere en kløs. Her imens jeg kører leren op og ned, mærker jeg efter, hvordan den lige er i dag. Når jeg synes den er klar, centrerer jeg og gør klar til at åbne leren op. Jeg bruger et ægte aftenskole trick: Højre pegefinger støttet af tomlen på venstre, og så ellers forsøge at ramme lige i midten og så ned i den dybde, jeg mener er den rigtige. Så bruger jeg en svamp i håndfladen på ydersiden med højre hånd og presser med venstre langefinger/pegefinger lervæggen ind mod det punkt, hvor jeg støtter med højre. Når jeg har åbnet den sådan, som jeg lige synes er rigtigt, så presser jeg væggene lidt tilbage og starter på at lave mine optræk. Nogle gange er det med svamp, andre gange er det uden svamp. Jeg laver de optræk, der skal til for at få fordelt leren tilstrækkeligt og få den op i den rigtige højde. Det kan være alt fra 3 til 8 optræk alt efter dagen.

Når højden er der, starter arbejdet med at få den flot. Jeg bruger mit afdrejningsjern til at fjerne ler på ydersiden ned mod drejeskiven sådan, at jeg nogenlunde har en cylinder. Så bruger jeg en skinne af træ til at sikre, at formen er den rigtige og arbejder med at få diameteren i toppen til at passe. Så tørrer jeg alt vand op inde i koppen og forsøger at bevare så mange drejeriller som muligt. Så bruger jeg et stykke skind til at lave en flot rundning på læbekanten. Til sidst tager jeg igen afdrejningsjernet og laver kanten på de 45 grader i bunden. Koppen bliver skåret af under bunden og løftet af, og så er jeg klar til den næste. Jeg tror at min hurtigste kop i denne fase, har taget lige under 8 minutter.

 

 Afdrejningsprocessen

I denne proces har jeg endnu ikke fundet de rigtige værktøjer endnu, så jeg eksperimenterer lidt. Det første der sker er, at kopperne skal være læderhårde. Dette stadie er et mærkeligt et, hvor leren ikke er så våd, at den let ændres, samtidig er det ikke så tørt, at man ikke kan arbejde med det. Det føles lidt som at røre ved noget tyk læder og har nok navnet deraf. Koppen vendes på hovedet og centreres på drejeskiven og sættes fast. Nu skal bunden gøres lige, og kanten på de 45 grader skal også lige have en tur, så det hele spiller sammen. Når dette er på plads, så kører jeg lige en bøjet metalskinne over bund og kant og overgangene imellem dem, så det hele bliver helt lækkert og glat.

Nu skal koppen bare have signatur, og så skal den vente på, at ovnen er klar til første brænding – aka forglødning.

MIT KERAMIK MANIFEST

MIT KERAMIK MANIFEST

Efter den tirsdag hvor jeg mødte de andre deltagere og først rigtig forstod, hvad det var jeg havde sagt ja til at deltage i, var jeg nødt til at finde mig selv i det. Jeg ringede rundt og snakkede med folk om, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg var blæst helt omkuld, og jeg anede ikke, hvilket ben jeg skulle stå på. Keramik gik fra at være en hyggeting hver mandag eftermiddag fra 17-20 til at være noget, hvor nogen forventede noget, og man skulle være bedre end andre.

På vejen hjem fra produktionsselskabet gik jeg med min cykel i hånden ned af Nørrebrogade og skrev mig et manifest sådan, at jeg havde helt styr på, hvad keramik og ler egentlig var for mig, så jeg ikke ville forsvinde helt i noget, som ikke var mig.

Det blev til følgende 7 punkter – klippet direkte ud fra Notes på min telefon:

  • Min keramik er stille og rolig – den kan bruges, og den er enkelt i udtryk og form.
  • Det handler om at lave noget, der virker.
  • Det handler om, at det skal kunne bruges.
  • Det handler om, at det skal være sjovt.
  • Det handler om at blive inspireret, og se om det kan fungere.
  • Det handler om at lære.
  • Det handler om at lave nogle fjollede ting. Man kan jo bare lave noget nyt…

Denne liste – simpel og enkel som den er – gav mig en ro og noget at holde mig til. Jeg er jo ikke kunstner, eller en der ved, hvad han laver, når det kommer til keramik. Jeg er jo bare en, der gerne vil lave nogle kopper og tallerkener til mit eget køkken.

 

FRA AFTENSKOLE TIL KERAMIKKAMP

START PÅ AFTENSKOLEN

Jeg startede til keramik en kold og regnfuld mandag i marts. Det var en sjov dag. Jeg var nødt til at gå tidligt fra arbejde og fortælle mine medarbejdere, hvorfor det var vigtigt denne og de kommende mandage, som herefter altid hed Keramik-dag. Jeg havde lidt heldigt fået en plads på et hold, der allerede var i gang. Jeg havde altså kun 8 gange på aftenskloen, og ikke de 12 som alle de andre.

Jeg havde på dette tidspunkt ikke rørt ler siden 4. klasse på Svallerup Skole (med undtagelse af den årlige juledekoration), og jeg var spejlblank på, hvad der skulle til at ske. Jeg troede, at der ville være en form for forløb, man skulle igennem for at forstå, hvad der er af muligheder mm. i keramik. En form for manual eller brugsanvisning. Det var der ikke. Der var bare en underviser – Signe Schjøth – og 13 piger, der allerede lignede nogen, der vidste, hvad de lavede. Jeg fik dog fortalt om min mission om at lave en masse kopper, og fik sagt, at jeg ikke anede noget om keramik, så jeg skulle sættes til ting, så jeg kunne lære ting.

Jeg har glemt, hvad det første jeg lavede var, men den første dag lavede jeg to kopper med pladeteknik af porcelæn og to kopper i noget brunt ler, hvor jeg startede med en kugle af ler og så ellers bare modelerede den op fra det.

Gangen efter skulle jeg så lave finish på mine kopper… Det overraskede mig virkelig meget. At man skulle vende ting om og lave kanter lige og glatte ting ud. Jeg var overbevist om, at de var tørre og klar til næste step. Det var lige lovligt langsomt for mig, men jeg accepterede primissen. Jeg fik lavet lidt finish, og fik startet på nogle “kopper” (færdige ligner det klart mest lysestager), med noget pølseteknik og fik forsøgt mig med at kvætse lidt i en form. Det var altså gang i 8 kopper med 4 teknikker. Nu var vi igang.

FØRSTE GANG VED DREJESKIVEN

En aften havde vi “vikar” og Peter Durlev, der har Keramikskolen, var vores underviser. Han sagde “Er der virkelig ikke nogle af jer, der drejer?“. Jeg sagde “Det lyder spændende, kan du lære mig det?“. Og så startede et nyt spændende kapitel.

Ifølge Peter havde jeg hænderne rigtigt skruet på og en forståelse for leret. Ifølge mig selv så tror jeg, det handler om at være god til at kopiere det andre gør og følge reglerne (jeg er god til det med regler). Hvorom alting er, så satte jeg mig ned med en klump ler, og så fik jeg centreret, åbnet op og gjort klar til første optræk. Det blev til en skål, herefter blev det til en kop, og så var jeg igang.

Jeg besluttede mig for at tage en hel dag til åbent værksted, hvor jeg ville møde op og dreje en masse kopper; det var jo ikke så svært…. Det skulle vise sig at blive en kamp. Jeg havde måske været i ekstra zen den mandag, hvor jeg forsøgte mig med drejning for første gang, for denne fredag fungerede det altså ikke for mig. Jeg var der i 7 timer, og resultatet var nedslående 5 kopper. Jeg var pave stolt, men jeg havde virkelig problemer med at få centreret min ler.

TRE TIRSDAGE MED DREJNING

Jeg havde vist tilstrækkeligt potentiale ved drejeskiven til, at Peter inviterede mig til at deltage på et drejekursus over tre tirsdage, hvor der ville være fokus på at rykke sig inden for det med at dreje. Det var fedt, og her fik jeg sådan ægte fat i det med at dreje ting. Siden da er det blevet til en del timer på youtube og instagram med at se på andres teknikker og måder at betvinge og mestre leret ved drejeskiven.

HJLÆPE MED AT LAVE EN TEST

Der gik på dette tidspunkt nogle rygter om, at der skulle starte optagelser til et keramikprogram, flere snakkede om det. Jeg tænkte ikke videre over det indtil en dag, et produktionsselskab ringede og spurgte, om jeg ville hjælpe dem med at lave en test til programmet. De fortalte, at jeg dog skulle vide, at det hverken betød, at de skulle bruge mig eller, at jeg derved var forpligtet til at være med i det endelige. Jeg var frisk. Jeg tænkte, at det måske betød en gratis dag i lerværkstedet. Det gjorde det ikke. Jeg skulle bare snakke til et kamera. De syntes dog, at der var god energi og en flot kop/skål, og de spurgte om de, hvis de vandt udbuddet, måtte invitere mig med til casting.

På dette tidspunkt havde jeg gået til keramik på aftenskole i ca. halvlande måned. Men jeg sagde, at hvis de selv mente, at det gav mening, så var de velkomne til at skrive, hvis de vandt udbuddet.

De vandt udbuddet. De ringede, og jeg klarede mig igennem de to casting runder, og helt uvirkeligt stod jeg efter at have gået til keramik i et halvt år nu som deltager i et program. Jeg havde klart min alder og mit køn med mig. Det viser sig, at der ikke er så mange unge fyrer, der laver ting i ler. Jeg var nok ikke kommet med, hvis jeg havde været kvinde.

LÆRRING OG PR-VÆRDI

Da jeg takkede ja til at deltage, havde jeg forinden vendt situationen med en del mennesker for at høre, om de mente, det ville skade eller gavne mit firma, hvis jeg deltog. Jeg skulle jo potentielt set kunne tage 2-3 dage ud hver uge i en del uger. Ville jeg kunne skabe mere værdi ved at være Esben fra Makershirt/Tekstilrevolutionen på TV2 i et keramikprogram, end ved at udvikle firmaet ved at bruge tiden på det. Dommen blev, at det nok godt kunne betale sig at være med. Det syntes jeg var en god dom, for en ting er PR, noget andet er, at jeg tænkte, at der her ville være mulighed for at lære helt vildt meget om keramik. Dels fordi man ville få feedback, men også fordi jeg ville være nødt til at gå i en form for træning.

Trænet blev der. Og jeg tror næsten, jeg nåede at dreje lige så mange emner på de få uger, fra jeg fik at vide, at jeg klarede cuttet, til vi skulle mødes første gang, som jeg nogensinde havde drejet på aftenskolen. Der var dømt intensiv træning i en kælder hos Knast på Stefansgade, hvor Carla fra Carlas Caos var så flink at låne mig værkstedet efter lukketid.

KLAR TIL TV

Jeg husker tydeligt den første gang, jeg skulle møde de andre deltagere og hele produktionsholdet. Det var der, jeg først for alvor forstod, hvor seriøst det her rent faktisk var. I løbet af castingforløbet havde de spurgt ind til, om man havde tid til at tage til Khälers gamle fabrik i Næstved 2-3 gange om ugen. De havde dog ikke sagt noget om, at man skulle afsætte al tid i sit liv til at øve sig. Men denne tirsdag aften i Nordvest faldt tiøren. Det var nogle topseje konkurrenter, der havde lavet ler i flere år, og hvis du ikke vil falde igennem, så tager du hjem og øver dig, alt det du kan, inden optagelserne starter. Jeg var helt paf. Jeg fattede ikke, hvad det var, jeg havde sagt ja til. Jeg havde en idé om, at jeg skulle møde op 2-3 gange om ugen og lave noget ler. Jeg husker, hvordan jeg var nødt til at ringe rundt og vende situationen med folk og også lige sætte mig og skrive et manifest omkring, hvad ler egentlig var for mig. Hvis du er nysgerrig, kan du læse mit manifest her.

Jeg var, og er, jo bare Esben, der forsøger at starte en tekstilrevolution – og som i sin fritid går på aftenskole og laver keramik for sjov. Jeg havde set det som et lidt ekstra sjovt tiltag måske at blive deltager i Keramikkamp. Jeg havde helt klart ikke overvejet, hvor meget arbejde de forventede, man skulle lægge før første optagelse eller, at de andre deltagere ville være så dygtige, som de var.

Det var nogle kaotiske dage fra intromøddet, til den dag vi skulle mødes og lave første opgave. Jeg fandt mig selv i kælderen hos Knast på Stefansgade, hvor jeg på en gammel gipsafretter drejeskive sad mange lange aftener og øvede mig i at dreje emner på tid.