MIT KERAMIK MANIFEST

Efter den tirsdag hvor jeg mødte de andre deltagere og først rigtig forstod, hvad det var jeg havde sagt ja til at deltage i, var jeg nødt til at finde mig selv i det. Jeg ringede rundt og snakkede med folk om, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg var blæst helt omkuld, og jeg anede ikke, hvilket ben jeg skulle stå på. Keramik gik fra at være en hyggeting hver mandag eftermiddag fra 17-20 til at være noget, hvor nogen forventede noget, og man skulle være bedre end andre.

På vejen hjem fra produktionsselskabet gik jeg med min cykel i hånden ned af Nørrebrogade og skrev mig et manifest sådan, at jeg havde helt styr på, hvad keramik og ler egentlig var for mig, så jeg ikke ville forsvinde helt i noget, som ikke var mig.

Det blev til følgende 7 punkter – klippet direkte ud fra Notes på min telefon:

  • Min keramik er stille og rolig – den kan bruges, og den er enkelt i udtryk og form.
  • Det handler om at lave noget, der virker.
  • Det handler om, at det skal kunne bruges.
  • Det handler om, at det skal være sjovt.
  • Det handler om at blive inspireret, og se om det kan fungere.
  • Det handler om at lære.
  • Det handler om at lave nogle fjollede ting. Man kan jo bare lave noget nyt…

Denne liste – simpel og enkel som den er – gav mig en ro og noget at holde mig til. Jeg er jo ikke kunstner, eller en der ved, hvad han laver, når det kommer til keramik. Jeg er jo bare en, der gerne vil lave nogle kopper og tallerkener til mit eget køkken.