START PÅ AFTENSKOLEN

Jeg startede til keramik en kold og regnfuld mandag i marts. Det var en sjov dag. Jeg var nødt til at gå tidligt fra arbejde og fortælle mine medarbejdere, hvorfor det var vigtigt denne og de kommende mandage, som herefter altid hed Keramik-dag. Jeg havde lidt heldigt fået en plads på et hold, der allerede var i gang. Jeg havde altså kun 8 gange på aftenskloen, og ikke de 12 som alle de andre.

Jeg havde på dette tidspunkt ikke rørt ler siden 4. klasse på Svallerup Skole (med undtagelse af den årlige juledekoration), og jeg var spejlblank på, hvad der skulle til at ske. Jeg troede, at der ville være en form for forløb, man skulle igennem for at forstå, hvad der er af muligheder mm. i keramik. En form for manual eller brugsanvisning. Det var der ikke. Der var bare en underviser – Signe Schjøth – og 13 piger, der allerede lignede nogen, der vidste, hvad de lavede. Jeg fik dog fortalt om min mission om at lave en masse kopper, og fik sagt, at jeg ikke anede noget om keramik, så jeg skulle sættes til ting, så jeg kunne lære ting.

Jeg har glemt, hvad det første jeg lavede var, men den første dag lavede jeg to kopper med pladeteknik af porcelæn og to kopper i noget brunt ler, hvor jeg startede med en kugle af ler og så ellers bare modelerede den op fra det.

Gangen efter skulle jeg så lave finish på mine kopper… Det overraskede mig virkelig meget. At man skulle vende ting om og lave kanter lige og glatte ting ud. Jeg var overbevist om, at de var tørre og klar til næste step. Det var lige lovligt langsomt for mig, men jeg accepterede primissen. Jeg fik lavet lidt finish, og fik startet på nogle “kopper” (færdige ligner det klart mest lysestager), med noget pølseteknik og fik forsøgt mig med at kvætse lidt i en form. Det var altså gang i 8 kopper med 4 teknikker. Nu var vi igang.

FØRSTE GANG VED DREJESKIVEN

En aften havde vi “vikar” og Peter Durlev, der har Keramikskolen, var vores underviser. Han sagde “Er der virkelig ikke nogle af jer, der drejer?“. Jeg sagde “Det lyder spændende, kan du lære mig det?“. Og så startede et nyt spændende kapitel.

Ifølge Peter havde jeg hænderne rigtigt skruet på og en forståelse for leret. Ifølge mig selv så tror jeg, det handler om at være god til at kopiere det andre gør og følge reglerne (jeg er god til det med regler). Hvorom alting er, så satte jeg mig ned med en klump ler, og så fik jeg centreret, åbnet op og gjort klar til første optræk. Det blev til en skål, herefter blev det til en kop, og så var jeg igang.

Jeg besluttede mig for at tage en hel dag til åbent værksted, hvor jeg ville møde op og dreje en masse kopper; det var jo ikke så svært…. Det skulle vise sig at blive en kamp. Jeg havde måske været i ekstra zen den mandag, hvor jeg forsøgte mig med drejning for første gang, for denne fredag fungerede det altså ikke for mig. Jeg var der i 7 timer, og resultatet var nedslående 5 kopper. Jeg var pave stolt, men jeg havde virkelig problemer med at få centreret min ler.

TRE TIRSDAGE MED DREJNING

Jeg havde vist tilstrækkeligt potentiale ved drejeskiven til, at Peter inviterede mig til at deltage på et drejekursus over tre tirsdage, hvor der ville være fokus på at rykke sig inden for det med at dreje. Det var fedt, og her fik jeg sådan ægte fat i det med at dreje ting. Siden da er det blevet til en del timer på youtube og instagram med at se på andres teknikker og måder at betvinge og mestre leret ved drejeskiven.

HJLÆPE MED AT LAVE EN TEST

Der gik på dette tidspunkt nogle rygter om, at der skulle starte optagelser til et keramikprogram, flere snakkede om det. Jeg tænkte ikke videre over det indtil en dag, et produktionsselskab ringede og spurgte, om jeg ville hjælpe dem med at lave en test til programmet. De fortalte, at jeg dog skulle vide, at det hverken betød, at de skulle bruge mig eller, at jeg derved var forpligtet til at være med i det endelige. Jeg var frisk. Jeg tænkte, at det måske betød en gratis dag i lerværkstedet. Det gjorde det ikke. Jeg skulle bare snakke til et kamera. De syntes dog, at der var god energi og en flot kop/skål, og de spurgte om de, hvis de vandt udbuddet, måtte invitere mig med til casting.

På dette tidspunkt havde jeg gået til keramik på aftenskole i ca. halvlande måned. Men jeg sagde, at hvis de selv mente, at det gav mening, så var de velkomne til at skrive, hvis de vandt udbuddet.

De vandt udbuddet. De ringede, og jeg klarede mig igennem de to casting runder, og helt uvirkeligt stod jeg efter at have gået til keramik i et halvt år nu som deltager i et program. Jeg havde klart min alder og mit køn med mig. Det viser sig, at der ikke er så mange unge fyrer, der laver ting i ler. Jeg var nok ikke kommet med, hvis jeg havde været kvinde.

LÆRRING OG PR-VÆRDI

Da jeg takkede ja til at deltage, havde jeg forinden vendt situationen med en del mennesker for at høre, om de mente, det ville skade eller gavne mit firma, hvis jeg deltog. Jeg skulle jo potentielt set kunne tage 2-3 dage ud hver uge i en del uger. Ville jeg kunne skabe mere værdi ved at være Esben fra Makershirt/Tekstilrevolutionen på TV2 i et keramikprogram, end ved at udvikle firmaet ved at bruge tiden på det. Dommen blev, at det nok godt kunne betale sig at være med. Det syntes jeg var en god dom, for en ting er PR, noget andet er, at jeg tænkte, at der her ville være mulighed for at lære helt vildt meget om keramik. Dels fordi man ville få feedback, men også fordi jeg ville være nødt til at gå i en form for træning.

Trænet blev der. Og jeg tror næsten, jeg nåede at dreje lige så mange emner på de få uger, fra jeg fik at vide, at jeg klarede cuttet, til vi skulle mødes første gang, som jeg nogensinde havde drejet på aftenskolen. Der var dømt intensiv træning i en kælder hos Knast på Stefansgade, hvor Carla fra Carlas Caos var så flink at låne mig værkstedet efter lukketid.

KLAR TIL TV

Jeg husker tydeligt den første gang, jeg skulle møde de andre deltagere og hele produktionsholdet. Det var der, jeg først for alvor forstod, hvor seriøst det her rent faktisk var. I løbet af castingforløbet havde de spurgt ind til, om man havde tid til at tage til Khälers gamle fabrik i Næstved 2-3 gange om ugen. De havde dog ikke sagt noget om, at man skulle afsætte al tid i sit liv til at øve sig. Men denne tirsdag aften i Nordvest faldt tiøren. Det var nogle topseje konkurrenter, der havde lavet ler i flere år, og hvis du ikke vil falde igennem, så tager du hjem og øver dig, alt det du kan, inden optagelserne starter. Jeg var helt paf. Jeg fattede ikke, hvad det var, jeg havde sagt ja til. Jeg havde en idé om, at jeg skulle møde op 2-3 gange om ugen og lave noget ler. Jeg husker, hvordan jeg var nødt til at ringe rundt og vende situationen med folk og også lige sætte mig og skrive et manifest omkring, hvad ler egentlig var for mig. Hvis du er nysgerrig, kan du læse mit manifest her.

Jeg var, og er, jo bare Esben, der forsøger at starte en tekstilrevolution – og som i sin fritid går på aftenskole og laver keramik for sjov. Jeg havde set det som et lidt ekstra sjovt tiltag måske at blive deltager i Keramikkamp. Jeg havde helt klart ikke overvejet, hvor meget arbejde de forventede, man skulle lægge før første optagelse eller, at de andre deltagere ville være så dygtige, som de var.

Det var nogle kaotiske dage fra intromøddet, til den dag vi skulle mødes og lave første opgave. Jeg fandt mig selv i kælderen hos Knast på Stefansgade, hvor jeg på en gammel gipsafretter drejeskive sad mange lange aftener og øvede mig i at dreje emner på tid.